SimHerd i Canada

SimHerd har i 2025 indgået et samarbejde med  Lactanet om nyt værktøj til canadiske mælkeproducenter.

Vi har indgået et 2-årigt samarbejdsprojekt med Lactanet, som er den canadiske pendant til SEGES. De er en landsdækkende organisation, som leverer avlsværdital, ydelseskontrol og rådgivning til mælkeproducenter i hele Canada.

Under samarbejdet skal SimHerd-modellen tilpasses de canadiske produktionsforhold – herunder mælkekvotesystemet, som regulerer produktionen i landet. Samtidig opdateres SimHerd med den nyeste forskning om metanudledning fra malkekvægsbesætninger – et område som Canada er rigtig godt fremme med.

Lactanet vil desuden anvende SimHerd i et forskningsprojekt, der skal rådgive landmænd om de mest effektive strategier til at reducere metanudledningen og øge bundlinjen. Projektet omfatter i alt 60 gårde, hvoraf 14 har installeret “sniffere” i malkerobotter til direkte måling af metan.

Projektets slutprodukt bliver et rådgivningsværktøj, som alle landbrugsrådgivere i Canada skal kunne bruge. Værktøjet bygger på SimHerd-modellen, men forenkles og tilpasses specifikt til canadiske forhold.

Målet er, at fra 2026 vil rådgivere og landmænd – fra British Columbia til Quebec – kunne bruge værktøjet til at koble deres målsætninger for besætningen direkte sammen med både de økonomiske konsekvenser og klimapåvirkning.

Vi er meget stolte og glæder os over at få lov at støtte den canadiske mælkeproduktion!