Kvægundtagelsen – hvad er dine muligheder?

Som de fleste nok har bemærket, bortfaldt kvægundtagelsen 31. juli 2024. Tidligere har der været en EU-dispensation til at tildele 230 kg N/ha i stedet for 170 kg. Den er ikke længere gældende, så antallet af DE pr. ha skal sænkes fra 2,3 DE/ha til 1,7 DE/ha. Det betyder for mange, at der skal investeres i flere arealer, eller der skal indgås gødningsaftaler, hvis produktionen skal bibeholdes i samme form som hidtil.

Hvem rammer dette?

I praksis ligger niveauet tættere på 210 kg N/ha, da fosforloftet på 34 kg P var den begrænsende faktor, inden kvægundtagelsen bortfaldt. Derfor har vi valgt at regne med 210 kg N/ha i stedet for 230 kg N/ha, da de fleste besætninger vil ligge på dette niveau. Det er kun konventionelle besætninger, der rammes, da økologiske besætninger i forvejen opfylder kravet.

1. En fjerdedel mere jord skal findes

Vi har taget udgangspunkt i en standard Holsteinbesætning med 200 årskøer og 199 årskvier, hvor der udelukkende anvendes konventionel sæd. Det svarer til 353 DE. Tidligere krævede dette 168 ha, men når kvægundtagelsen bortfalder, vil der være behov for 208 ha. Altså skal der findes yderligere 40 ha eller tilsvarende gylleaftale.

2. Færre ungdyr med øget brug af kødkvægssæd

Ved at anvende kønssorteret- og kødkvægssæd kan antallet af ungdyr på besætningen reduceres, da der ikke længere produceres overskudskvier. Det vil sænke antallet af årskvier til 134, og reducere antallet af DE til 324. Det betyder, at der ”kun” skal tilkøbes 23 ha.

Tabel 1: Ændringer i antal årskøer, årskvier, antal DE, ha- og ha-krav uden kvægundtagelse for de fem forskellige beregnede scenarier.

 

Nudrift

1. Uændret
drift

2. Optimeret avlsstrategi

3. Ingen opdræt

4. 40 færre køer

5. Optimeret drift

Årskøer

200

200

200

200

160

175

Årskvier

199

199

134

0

158

113

Antal DE

353

353

324

270

280

280

ha-krav

168

208

191

159

165

165

ha-krav uden kvægundtagelse

+40

+23

-9

-3

-3

3. Køb alle kvier ind

Et lidt mere ekstremt scenarie ville være at droppe ungdyrholdet helt og udelukkende købe kvier ind ved behov. Dette ville sænke antallet af årskvier til nul, afhængigt efter hvornår kvierne købes ind. Antallet af DE vil blive reduceret til 270. I det tilfælde vil der faktisk blive 9 ha i overskud. Denne strategi afhænger dog af, at der kan indgås en fast aftale med en leverandør af kvier. En mulig konsekvens er dog, at efterspørgslen på drægtige kvier stiger, fordi flere bliver presset til at reducere ungdyrholdet, og derfor vil priserne formodentlig stige i fremtiden.

4. Ko-antallet skal sænkes med 40 for at opfylde kravene ved uændret drift

Hvis driften fortsætter uændret, vil det betyde, at ko-antallet skal sænkes med 40, for at harmonikravene kan opfyldes. I det tilfælde vil antal årskvier være 158, og det samlede antal DE vil være 280. Dermed bliver ha-kravet 165, og der vil være tre ha tilovers. Denne strategi vil dog koste rigtigt meget på bundlinjen, og må anses som det værst tænkelige scenarie, hvis det på ingen måde er muligt at ændre strategi, købe jord eller på anden måde opfylde kravene.

5. Optimering af bedriften er ikke nok

Selv med en optimeret avlsstrategi, og et reduceret ungdyrhold, vil ko-antallet stadig skulle reduceres med 25 årskøer for at opfylde de nye ha-krav. Det er altså svært at imødekomme de nye krav, ved blot at optimere den eksisterende produktion, uden at antallet af køer skal reduceres. Derfor vil det for mange være en nødvendighed at købe mere jord til eller optage gylleaftaler for at opretholde deres produktion.

Handling skal ske på relativ kort sigt

Med ophøret af kvægundtagelsen allerede den 31. juli skal en reduktion af DE ske på kort sigt. For de beregnede scenarier vil en gradvis udfasning, eller reduktion, af dyr kunne gøres i løbet af et par år, hvis man starter i dag. Den akutte løsning er at sælge de dyr, der i dag er ”i overskud” med risiko for, at der skal købes kælvekvier ind ved behov.

Hver gård skal finde deres egen løsning

I denne artikel har vi diskuteret nogle mulige løsninger, uden at sætte økonomi på, da det vil være meget individuelt, hvordan disse ha-krav kan opfyldes. Hos SimHerd kan vi lave en beregning på din specifikke besætning og sætte forskellige løsningsforslag op. Kontakt din avlsrådgiver eller os, hvis du har brug for hjælp.